God planlægning i ordentlig tid sparer filmproduktion for både CO2, kroner og ører.
Dato for aktivitet:
Adomeit Film har taget klimaforandringerne alvorligt, og vil gennem god planlægning, gennemtænkte indkøb, samkørsel og så lidt generatorbrug som muligt, reducere den CO2-udledning de har, når de laver spillefilm. For at give den hele armen, og reducere mest muligt, har de på deres seneste to spillefilm gået efter at få en GREEN FILM-certificering.

15. maj 2023 begyndte produktionsselskabet Adomeit FIim optagelserne til spillefilmen The Last Paradise On Earth, som er optaget på Færøerne. Kort tid før optagestart havde produktionsselskabet haft en snak om, at de har et ansvar for klimasituationen og derfor ønskede at passe på klimaet og miljøet, og det samme skulle gøre sig gældende ved produktionen af denne film.

Kort tid før optagestart og lidt sent i processen, fandt de frem til, at en god måde at tænke over sit CO2-forbrug og forbrug generelt ved tilblivelsen af film, var ved at gå efter at få spillefilmen GREEN FILM-certificeret.

Lineproducer Sune Wahl, og producerassistent Sophie Hahn satte sig ned og kiggede pointsystemet, som findes i vores håndbog, igennem for at finde ud af, hvor udfordrende det er at få de 20 point, der skal til, for at certificeringen er i hus.

”Al begyndelse er svær, og for os var det lidt som at skulle opfinde den dybe tallerken, da ingen af os havde tidligere erfaring med klimavenlig produktion. Men ret hurtigt fandt vi ud af, at det ikke krævede så meget at få de 20 point, og der besluttede vi os for at gå efter certificeringen, trods det var meget sent i processen” fortæller Sune Wahl. 

Foto credit // Lucas Frayssinet

Det at de var kommet sent i gang gjorde det ikke nemmere, da alle tanker skulle tænkes undervejs, og de grønne tiltag implementeres hurtigt, hvilket havde været bedre, hvis det var planlagt i bedre tid og tankerne kunne tænkes på forhånd. F.eks. havde de haft mulighed for at have Eco Flowbatterier (små generatorer på batteri) med, hvis de var bestilt på forhånd. Lineproducer Sune var nødt til at gennemgå udstyrslister med diverse afdelinger, og her få dem til at lave lidt om i deres udstyr, særligt lysudstyret, så der kom flere LED-lamper og flere lamper på batteri med, da de ikke kunne benytte sig af en generator, grundet produktionens målsætning om mere klimavenlig produktion.

 

Samkørsel var ikke så udfordrende som forventet

Sune tog samtalerne med de forskellige afdelinger lidt ad hoc, da de, på grund af ovenstående, ikke kunne introducere holdet for målsætningen om certificeringen tidligere, og derfor krævede det lidt ekstra arbejde hos de forskellige afdelinger, men det var produktionen klar til at hjælpe med. I løbet af produktionen blev det nemmere og nemmere for holdet at arbejde efter målsætningen, selvom det krævede en omstilling hos de fleste.

Foto credit // Lucas Frayssinet

”Samkørsel var en af de ting som vi brugte tid på at implementere, her sparede vi både, CO2, og penge på benzin/diesel og biler. Vi havde forventet, at det ville være noget af det mest udfordrende at få implementeret, men det blev faktisk nemmere end forventet. Holdet skulle dog lige ind i rutinen, men da de blev mere vant til det, var samkørsel faktisk givende for de fleste” fortæller Sune.

Undervejs i optagelserne havde vi en snak med Sune, hvor han startede med at sige: ”Det går over al forventning og bedre end hvad vi turde drømme om” herefter fortalte han om nogle af alle deres tiltag, det kan du læse i et tidligere instagramopslag som findes HER.

Da jeg, efter produktionen, spurgte Sune, hvad det mest udfordrende havde været, når ikke det var samkørsel, som forventet, så var svaret, lidt forsigtigt, ”den vegetariske frokost” og hertil sagde han, ”når man kører med udelukkende vegetarisk frokost så kræver det, at leverandøren er gearet til det og det kræver en tæt leverandørkontakt. Man skal kunne tale med dem om, hvad der ikke fungerer. Der er flere på filmholdet, som har fysisk hårdt arbejde, og som løfter meget og bevæger sig meget i løbet af en arbejdsdag på location, så det er vigtigt, at de får den rigtige kaloriesammensætning, med den rette mængde proteiner”. Heldigvis var Adomeits cateringleverandør både fleksibel og lydhør, når det få gange i løbet af produktionen havde været nogle svipsere og folk ikke blev mætte. Men med godt samarbejde blev den vegetariske frokost god og holdet var rimelig tilfredse med forplejningen.

Ligeledes fandt Sune, Sophie og resten af produktionsafdelingen ud af, at det var ret udfordrende at undgå engangsservice, når man optager på location, og man ikke har en opvaskemaskine i nærheden. Der skal en del kopper, glas, bestik og tallerkener til når man er et filmhold på 30 personer inkl. skuespillere. Så det krævede en del mere logistisk planlægning og flex af runnernes arbejdstider end de er vant til, men det kunne sagtes løses.

”Igen var det en rutine vi lige skulle få op at køre, og så var det jo bare en del af dagens arbejdsopgaver, at få vasket servicen” siger Sune.

Hertil har det været en økonomisk besparelse ikke at skulle købe et hav af engangsservice og kildevand, og porcelænsservicen ses som en investering for selskabet, da de på deres næste produktion, som lige er færdigfilmet, havde al service, og blot skulle supplere med få genstande, hvilket her også var en besparelse i budgettet, som det også vil være på alle deres fremtidige produktioner.

Foto credit // Lucas Frayssinet

 

Allerede nu har Adomeit Film lavet deres næste spillefilm, At Vokse Op Er Ikke For Børn, hvor de også er gået efter at få en GREEN FILM-certificering. Denne gang har de kunne tænke de grønne tiltag ind helt fra præproduktionsfasen, hvilket Sune siger har gjort det en del lettere.

”Alle produktioner er unikke og helt deres egen, så man kan ikke bare gøre det samme 1:1, men det er klart nemmere anden gang, da vi her kendte pointsystemet, kunne planlægge helt fra starten, involvere alle på holdet og i alle afdelinger. Sophie og jeg vidste, at vi skulle bruge strømbokse og eco flow batterier, hvor meget service der skulle suppleres med, og logistikken havde vi prøvet at være igennem før, så det krævede ikke lige så meget anden gang” fortæller Sune om oplevelsen af at skulle få endnu en film GREEN FILM-certificeret.

Vil gerne være forgangsmænd/-kvinder i den danske filmbranche

Den seneste spillefilm har ikke fået sin certificering endnu, produktionsselskabet har sendt al dokumentation til vurdering så de venter i spænding. For spillefilmen, The Last Paradise On Earth, fik de hele 44(!!) point ud af 50, hvilket er virkelig godt gået og noget de kan være stolte af, og dette på trods af, at de startede certificeringsprocessen lige inden optagelsernes begyndelse.

Årsagen til, at Adomeit Film, Sune og Sophie vil GREEN FILM-certificere deres produktioner, er fordi ”de gerne vil gøre noget godt for miljøet og være foregangsmænd/-kvinder i branchen” fortæller Sune. Ved at gå forrest kan man inspirere og præge andre til at komme i gang, hvilket Adomeit Film og vi håber på kommer til at ske.

Derfor spurgte vi også Sune om han kunne komme med et par råd, til dem i branchen som står på vippen, men mangler det sidste skub til at komme i gang, og hertil svarede han: ”Man kan starte med at tænke over, hvad man kan gøre af klimavenlige tiltag og ikke hænge sig i, hvad der er umuligt at gøre. Herefter kan man sætte sig ind i (GREEN FILM) pointsystemet, så får man nemt et overblik over, hvad det kræver at opnå de 20 point, som giver en certificering, og om det kan lade sig gøre. Og så bliver man kun mere interesseret i at gå efter flere point og gøre det bedre.” Et andet råd fra Sune er:

”Start så tidligt som muligt, gerne i konceptueringen, så bliver planlægning, implementering og målsætninger nemmere”.

Stort tillykke til Adomeit Film med det flotte resultat. Begge film forventes at få premiere til næste år. Vi venter i spænding på at høre, hvad den seneste spillefilm i rækken opnår af point i certificeringen. Følg med på vores kanaler, hvis du også er spændt på at høre resultatet.

Foto credit // Lucas Frayssinet

 

Har du/I på din produktion behov for hjælp, råd og/eller vejledning til at producere mere klimavenligt, så tøv ikke med at kontakte os. Vi er altid klar på et møde og/eller gode råd og vejledning pr. mail eller telefon.

Følg med i vores aktiviteter, hvad der rører sig og bliv inspireret af branchen på vores hjemmeside og alle vores SoMe-kanaler.