At omlægge til bæredygtig filmproduktion kan gribes an på mange måder. Hos selskabet Produced By har de sat sig for at gå hele vejen og efterstræber 100 pct. CO2-neutrale filmproduktioner. Indtil videre har de reduceret CO2-udledningen med op til 90 pct. i forhold til en normal produktion.
Efter at have endevendt deres forbrugskæde fra energiforsyning af kontoret til maden på filmoptagelserne, kan de i dag overholde både budget og tidsramme samtidig med at minimere deres klimabelastning. Men det har været et større arbejde at gøre produktionsgangen lige så effektiv som før.
”Vi har brugt rigtig meget tid på at researche, nok allermest på at finde de rigtige leverandører. Også testningen af produkterne har været en tidskrævende proces. Det er jo et stort sats. De solpaneler og genopladelige batterier vi har med på optagelse, er ikke vanvittigt dyre, men vi vidste jo ikke, om de kunne trække det de skulle, før vi havde prøvet det i praksis,” fortæller Ege Heckmann, stifter og producer i Produced By, der er specialiseret i reklame-, portræt- og dronefilm.
Helt konkret bruger filmholdet i dag egne drikkedunke på optagelserne og skuespillere får serveret vand i glas. Maden er vegetarisk og i stedet for de forurenende produktionsbusser, bruger de telte, som varmes op af batteridrevne generatorer. Transporten sker i elbiler og alt lys bruger LED-pærer, som kræver 4-5 gange mindre strøm end glødepæren.
Ege Heckmann kan dog godt forstå, at andre selskaber har betænkeligheder omkring at omlægge til grøn produktion.
”Når man producerer film, følger man en helt fast plan, som er blevet forfinet gennem årene, og det har altid handlet om økonomi og effektivitet. Derfor er det rigtig svært at stoppe op og overveje, om man kan gøre det på en anden måde – især hvis den nye måde virker en lille smule upraktisk. Hvis man f.eks. ikke kan have store dieselgeneratorer med på optagelse, hvordan skal man så få energi til lys?” siger Ege, som er gået over til batteridrevne generatorer og solpaneler.
Ifølge Ege findes der alternative løsninger til alle de gængse produktionsmetoder – løsninger der tilmed er lige så effektive, det kræver bare lidt tid at sætte sig ind i det.
”Det er meget i præproduktion, man skal tænke sig om, for produktionen skal fungere som den plejer. Det nytter ikke noget, at man står 20 mennesker på et set og venter på, at et batteri bliver ladet op. Derfor skal man starte i det små, og skalere det lige så langsomt, efterhånden som man har afprøvet og begynder at stole på det ”grønne” udstyr. Og det bliver altså ikke mindre luksuriøst at drikke vand af glas,” fortæller Ege Heckmann og griner.
Blandt Ege Heckmanns kunder findes blandt andre DSB, TDC og Ørsted, der alle har bæredygtighed som en central del af deres CSR-strategier.
”Myndighederne stiller krav til disse store koncerner. De skal være mere bæredygtige i deres virksomhedsprofil, hvilket også stiller krav til deres underleverandører, såsom os, der leverer kampagnefilm. Så det kommer helt sikkert til at sprede sig i det danske erhvervsliv, at man søger leverandører, der kan producere bæredygtigt,” siger Ege Heckmann.
Foruden det økonomiske rationale i at producere bæredygtigt– og den grundlæggende vision om at gøre en positiv forskel for samfundet – er den nye produktionsform også blevet til et sjovt projekt blandt medarbejderne hos Produced By, en slags nørde-opgave.
”Når man kan finde ud af at producere film og har gjort det i mange år, kan man jo prøve at se om man løbende kan indføre nogle energibesparende processer i sin produktion,” opfordre Ege Heckmann og tilføjer afslutningsvis:
”Nu har vi gjort det indledende arbejde og taget alle børnesygdommene, så det bliver nok væsentligt lettere for andre selskaber at komme i gang med at producere grønt. Og vi deler meget gerne ud af vores erfaringer.”
Kom med bag ved kameraet på Produced Bys første CO2-neutralefilm her
Ved brug af el-biler, er det vigtig at danne sig overblik over lade-standere i området, hvor man skal producere. Hver tredje time skal man ændre lade-stander, da man ikke må bruge pladserne som parkering. Vi har siddet fast i en skov i Roskilde, hvor vores bil var løbet tør, fordi vi var kommet afsted uden fuldt batteri.
Mad på settet er en god ide at gøre til en fælles stolthed, så alle føler, de er med til at gøre en forskel. Det er en lavpraktisk ting, men det har en virkelig god signalværdi at spise vegetarisk og så gør det en reel forskel. Desuden er det jo sundt.
Jeg fraråder dog at være fanatisk omkring det. Hvis nogen på produktionen bare må have kød, så kan man jo tænke i mere klimavenligt kød såsom fisk eller hvidt kød i form af kylling. Under mad kan man også gentænke service, som bør være genanvendeligt, samt dunke med vand, som produktionsfolk kan genopfylde deres drikkedunke.
Her vil jeg anbefale at lave en prioriteret rækkefølge. 1. prioritet er at køre så meget som muligt på batterier, som man kan lade op med sin grønne strøm enten hjemmefra eller via solpaneler på location. 2. prioritet er at finde et sted man kan trække strøm fra. 3. prioritet er den traditionelle metode med dieselgeneratorer etc. Et væsentligt supplement til denne del er at bruge energivenligt udstyr. Eksempelvis udelukkende LED lamper til optagelserne, da de forbrænder meget mindre strøm.