DATO: 16.05.2024
TID: 09.00 – 14.30
VENUE: DR-byen, Emil Holms Kanal 20, 0999 København K.
Det lyder måske enkelt at låne eller leje i stedet for at købe, og at sælge eller donere i stedet for at smide ud, men hvordan kan disse processer fungere i praksis, i en branche der i forvejen er presset på ressourcer?
På workshoppen ”Vejen til en mere klimavenlig kostumeafdeling” får du både inspiration fra DR’s kostumeafdeling, hvor de har et forholdsvist stort lager af kostumer, der løbende sys om, genbruges og udlejes. Du får viden og kendskab til forskellige typer af tekstil og certificeringsordninger fra ”Tekstilrevolutionen”. Du får inspiration og konkrete eksempler fra cases, hvor der er blevet lavet bæredygtige kostumer tilforskellige produktioner. Til sidst får du en indføring i, hvor vigtigt netværk og community er, når cirkularitet af kostumer skal fremmes og i den forbindelse en god mulighed for at tale med alle dine kollegaer, dele erfaringer og gode tips og tricks, så vi sammen kan kickstarte et stærkt fundament til et community indenfor klimavenlighed i kostumeafdelingerne.
Til at inspirere dig får vi både besøg af Lotte Massius, Leder for DR-kostume, Trine Høyer der har lavet kostumer til årets MGP. Loreena fra Tekstilrevolutionen, stylist Jon Elster, der har lavet kostumer til bl.a. X factor. Dagen rundes af med forfatter og foredragsholder Tina Werborg, som har skrevet Garderobemanifestet og som har grundlagt Another Closet, et netværk baseret på at dele tøj mellem private.
Vi håber, at du har lyst til at komme og tilbringe en dag sammen med os, speakerne og dine kollegaer, i bæredygtighedens tegn.
09.00 Ankomst, kaffe, croissant
09.20 Velkommen v. Bftp
09.30 DR Kostume generelt v. Lotte massius og Pia Halldorsson
10.00 Materiale kendskab, tekstilcertificeringer, cirkulær tankegang v. Loreena McQuillan, Tekstilrevolutionen
10.45 Pause
11.00 Case MGP 2024 v. Trine Høyer
11.30 Muligheder ved genbrug fremfor begrænsninger v. Jon Elster
12.00 Frokost
13.00 Community fordrer den cirkulære tankegang inkl. netværk ml. deltagerne v. Tina Werborg
14.30 Tak for i dag
OBS. Ændringer i programmet kan forekomme.